Fordele og ulemper ved at være single

december 31, 2018 0 Af steenj

Rigtig mange singler leder hele tiden efter kærligheden på forskellige dating-sider, og tager gerne i byen både fredag og lørdag for forhåbentligt at møde den eneste ene. Og det kan af og til virke håbløst, især når alle vennerne for længst er flyttet sammen med kæresten, er blevet forlovede, eller har fået børn.

Men det at være single er dog ikke altid helt dårligt. For selvom man godt kan nævne en række ulemper, så findes der altså også en lang række fordele ved at være single, hvilket er en god ide engang imellem at minde sig selv om.

Ulemperne ved at være single

Der kan som sagt hurtigt nævnes ulemper ved ikke at have en kæreste. For det første savner mange at have en person at dele hverdagens op- og nedture med og en at komme hjem til efter en lang dag. Det er selvfølgelig mest et problem, hvis man bor alene. Mange bruger dog også vennerne til at snakke med i hverdagen, selvom det ikke er helt det samme.

Mange savner også en at kunne putte med på sofaen i weekenden og holde i hånd på gaden. Og så er der selvfølgelig romantikken, som man desværre må undvære som single. Man skal ikke lige regne med at få blomster og chokolade eller at blive inviteret ud på en romantisk date. Og når vennerne skal i biografen for at se den nyeste film med deres kærester fredag aften, må man selv nøjes med Netflix på sofaen.

Der er også ting, som at man mangler en at dele hverdagens pligter og udgifter med. Der er ikke lige en ekstra person til at hjælpe med at tage opvasken eller folde vasketøjet sammen. Og man må selv betale alle udgifterne, hvis man bor alene. Det er desværre også dyrere at handle ind og lave mad til en enkelt person.

De mange fordele ved at være single

Selvom det hele af og til godt kan se lidt sort ud, når man er single, findes der dog alligevel mange ting, man sagtens kan glæde sig over. For det første er der ikke nogen, man behøver dele sin chokolade eller sin flaske vin med. Der er heller ikke nogen, man behøver anstrenge sig for at se godt ud for, så man kan godt springe badet over engang imellem.

Man har også meget mere tid som single. Kærestepar bruger rigtig meget af deres tid sammen. Er man single, har man masser af tid til både sine hobbier, venner, familie og træning. Man bestemmer nemlig helt selv, hvad man vil bruge sin tid til. Desuden er der ikke nogen der venter på en derhjemme, så man kan også være mere spontan og blive ude længere.

Dertil kan man træffe alle sine beslutninger selv. Man bestemmer selv, hvad man vil bruge penge på, hvornår der skal gøres rent, og hvad man har lyst til at spise. Derved slipper man også for alle de trælse skænderier, der kan opstå, hvis en kæreste nogle gange ikke er helt enig i de valg, man træffer.

 

Disclaimer